Installationsadressen skal være en sædvanlig adresse, som udgør kundens bolig, fritidsbolig mv. Installationsadressen skal i øvrigt ligge inden for det geografiske område, som er dækket af Onefiber by GlobalConnects fibernet.
Hvis installationsadressen er et parcelhus, et fritidshus eller et rækkehus/klyngehus/dobbelthus, sker indføring af stikledningen (fiberkabel) på kundens grund, hvor det efter Onefiber by GlobalConnects vurdering er teknisk og økonomisk mest hensigtsmæssigt – og i videst muligt omfang efter kundens ønske.
Hvis installationsadressen er en etagebolig/lejlighed, sker indføringen af stikledningen (fiberkabel) normalt fra hovedtrappen – og i samråd med ejeren/administratoren af ejendommen, jf. pkt. 2.
Kunden skal sørge for uhindret adgang i forhaven, herunder sørge for at rydde for beplantning mv. 1 meter rundt om kabelindføringspunktet på husmuren. Gives der ikke Onefiber by GlobalConnect uhindret adgang på det aftalte tidspunkt, jf. pkt. 4, er Onefiber by GlobalConnect berettiget til at fakturere kunden for den forgæves anvendte tid og kørsel, jf. pkt. 5.E.
Reetablering af udendørsarealer, herunder belægning og beplantning, skal kunden normalt sørge for. I kampagneperioder, hvor Onefiber by GlobalConnect udruller fibernet i et nærmere udpeget lokalområde, sørger Onefiber by GlobalConnect dog for reetablering af belægning (dog ikke beplantning) og oprydning efter gravning på installationsadresser i det lokalområde, som kampagnen vedrører.
Hvis kunden ønsker en anden placering af stikledningen og fiberinstallationen end den, som Onefiber by GlobalConnect har valgt, etablerer Onefiber by GlobalConnect – om muligt – dette ekstraarbejde mod særskilt betaling, jf. pkt. 5.E.
På installationsadressen etablerer Onefiber by GlobalConnect et fiberstik (et fiber-kabelafslutningspunkt også kaldet fiber-KAP eller fKAP), som udgør afslutningspunktet for Onefiber by GlobalConnects fibernet og fiber-stikledningen. For Onefiber by GlobalConnects fibernet er kabelafslutningspunktet den første komponent efter kabelindføringen i kundens bolig det vil sige den vægmonterede boks, som afslutter fiber-stikledningen. Fiberstikket kræver ikke strøm.
Levering af tjenester (bredbånd, tv, telefoni) fra kundens tjenesteudbyder kræver, at der – ud over fiberstikket – også opsættes nettermineringsudstyr (ONT – optisk netterminering) i umiddelbar nærhed af fiberstikket. Endvidere kræver levering af tjenester fra kundens tjenesteudbyder, at der opsættes tilslutningsudstyr i form af router fra kundens tjenesteudbyder. Kunden skal sørge for nødvendig elforsyning til brug for ONT og router, og det kan derfor være en fordel, at der findes en stikkontakt i nærheden af det sted, hvor fiberstikket placeres. Udgifter til elforsyning påhviler kunden.
Onefiber by GlobalConnect bestemmer den nærmere placering af fiberstikket under hensyntagen til stikledningens placering, eventuel eksisterende installation på adressen og i videst muligt omfang efter kundens ønske. Onefiber by GlobalConnect placerer som udgangspunkt fiberstikket ved kabelindføringen i kundens bolig. Fiberstikket skal placeres i et beboelsesrum, som er opvarmet og isoleret, og må ikke placeres i et eksempelvis uopvarmet loft, krybekælder eller vådrum.
Hvis kunden ønsker en anden placering af Onefiber by GlobalConnects fiberinstallation (fiberstik mv.) end den, som Onefiber by GlobalConnect har valgt, etablerer Onefiber by GlobalConnect – om muligt – dette ekstraarbejde mod særskilt betaling jf. pkt. 5.E.
Hvis kunden i øvrigt ønsker en placering af Onefiber by GlobalConnects fiberinstallation eller en ledningsføring, der afviger fra, hvad der er økonomisk og teknisk hensigtsmæssigt (fx skjult fremføring), etablerer Onefiber by GlobalConnect – om muligt – dette ekstraarbejde mod særskilt betaling jf. pkt. 5.E.
Hvis kunden senere ønsker ledningsføring og placering af Onefiber by GlobalConnects fiberinstallation ændret, etablerer Onefiber by GlobalConnect – om muligt – dette mod særskilt betaling jf. pkt. 5.E.
Kunden skal sørge for, at der er uhindret adgang for Onefiber by GlobalConnect til at installere Onefiber by GlobalConnects fiberinstallationer og ledningsføring. Gives der ikke Onefiber by GlobalConnect uhindret adgang på det aftalte leveringstidspunkt, jf. pkt. 4, er Onefiber by GlobalConnect berettiget til at fakturere kunden for den forgæves anvendte tid og kørsel jf. pkt. 5.E.
Eventuelle bygningsreparationer som fx maling, pudsning og tapetsering, eller genetableringer efter byggetekniske forskrifter, der er en nødvendig følge af opsætning, nedtagning eller flytning af Onefiber by GlobalConnects fiberinstallation, skal kunden sørge for.
Onefiber by GlobalConnect har drifts- og fejlretningsansvaret, jf. pkt. 7.A, for Onefiber by GlobalConnects fibernet til og med fiberstikket og eventuel nettermineringsudstyr (ONT). Kunden har drifts- og fejlretningsansvaret for det eventuelle interne net. Ved interne net forstås husinstallationer efter nettermineringspunktet i form af telenet eller fordelingsnet til kundens eget brug på installationsadressen, fx ekstra telefonstik eller antennestik.
Kunden kan ikke disponere over (sælge, udleje, pantsætte mv.) Onefiber by GlobalConnects udstyr og installationer, og må ikke foretage indgreb i disse. Kunden må bl.a. ikke gøre indgreb i Onefiber by GlobalConnects udendørs installationer og i kabelafslutningspunktet (fiberstikket), jf. pkt. 5.A og 5.B.
Kunden er erstatningsansvarlig i henhold til dansk rets almindelige erstatningsregler for skader på Onefiber by GlobalConnects installationer og stikledningen på installationsadressen, som kunden – eller nogen, som kunden har ansvar for – forvolder.
For Onefiber by GlobalConnects installationer på installationsadressen bærer kunden desuden risikoen for tyveri, bortkomst og hændelige skader, fx brandskader, vandskader, lynskader som følge af overspænding i nettet og direkte lynnedslag. Kunden skal godtgøre Onefiber by GlobalConnects tab i de nævnte tilfælde.